I dag er der ca. 6.800 mennesker i Danmark, der lever med hiv. Og heldigvis er der færre end tidligere, der får diagnosen hiv i Danmark.
I dag er der ca. 6.800 mennesker i Danmark, der lever med hiv. Og heldigvis er der færre end tidligere, der får diagnosen hiv i Danmark.
Hiv (humant immundefektvirus) er et virus, der angriber immunsystemet, især de hvide blodlegemer kaldet CD4-celler, som spiller en central rolle i kroppens forsvar mod infektioner. Når hiv ødelægger disse celler, svækkes immunforsvaret, og kroppen bliver mere modtagelig for sygdomme.
Hiv kan ikke helbredes, men kan behandles effektivt med antiretroviral behandling (ART). Behandlingen reducerer virusmængden i blodet til et niveau, hvor hiv ikke længere beskadiger immunsystemet eller kan overføres til andre. Det betyder, at personer i behandling kan leve et langt og sundt liv uden at udvikle aids. I den tidlige fase af hiv-infektionen kan man opleve influenzalignende symptomer, som typisk varer 2-3 uger. På dette tidspunkt er virusmængden i blodet meget høj, og risikoen for smitte er størst.
Uden behandling kan hiv føre til aids (acquired immunodeficiency syndrome), en tilstand hvor immunsystemet er alvorligt svækket og ikke længere kan bekæmpe infektioner effektivt.
Hiv behandles med en type lægemidler, der kaldes antiretrovirale lægemidler. Det er en kombinationsbehandling, hvor man kombinerer flere typer lægemidler, så de tilsammen effektivt slår virus ned.
Hiv-behandling findes i form af tabletter, injektioner og som forebyggende behandling.
Hiv blev opdaget i USA i 1981, men virusset stammer sandsynligvis fra en mutation af et virus i afrikanske aber i 1930'erne, som blev overført til mennesker.
I Danmark var der en aids-epidemi fra 1981 til 1996, hvor de første aids-tilfælde hovedsageligt blev set blandt homoseksuelle mænd. Denne nye, dødelige sygdom førte til stor frygt og forstærkede stigmatiseringen af homoseksuelle. Dog blev også andre grupper smittet, herunder blødere, sexarbejdere, stofmisbrugere og kvindelige partnere til mænd, der havde sex med mænd.
I alt blev der registreret over 2.000 aids-tilfælde og mere end 4.000 hiv-tilfælde i Danmark i denne periode. I 1996 blev den første effektive kombinationsbehandling udviklet, som forhindrede hiv i at udvikle sig til aids. Dette medførte et fald i nye aids-tilfælde, og hiv blev betragtet som en sygdom, der kunne håndteres.
I dag lever ca. 6.800 mennesker med hiv i Danmark, og antallet af nye hiv-diagnoser er faldet til omkring 100-200 årligt. Hertil kommer et "mørketal" på cirka 500 mennesker, der lever med hiv uden at vide det.
Globalt lever omkring 39 millioner mennesker med hiv.